Historien


Historien... 



bag DOKBíos undfangelse.



Yderst ved en lille havn ligger et gammelt gult fiskerhus, solidt plantet og dog på gyngende grund. Gyngende, fordi det har kendt bedre dage, tomt tillige - nu ingen mere fylder det med liv, og ladt i stikken er det, fordi ingen mere tager sig af det . "Skulle ikke undre mig om jeg har gravrust om fødderne og rotter på loftet", tænker det engang så smukke gule hus mismodigt, mens døren klaprer i vinden og piber i hængslerne. Støvet rører uroligt på sig og lægger sig igen, da vinden tager af. "Nej ham kender jeg ikke, hvisker huset sagtmodigt for sig selv, da en fremmed trænger sig ind og krænker den gamles blufærdighed. Forskrækket lukker det øjnene og drømmer sig tilbage til dengang fiskernes fortællinger strømmede ind sammen med fangsten. "Jeg ved, det er slut med mig og havet, men duftene derude fra sidder i hver krog af mit gamle skrog, og jeg mærker hvert pust af saltvand, tang og tjære som mit eget åndedrag. Jeg længes sådan efter at høre nye historier om små og store fangster - og om familierne, der spejder efter lys på havet - i mørke stuer derhjemme - eller i vind og skumsprøjt på stranden - mens håbet holder om hjertet. "Nu lærer jeg i stedet, hvad det vil sige at længes. Længes tilbage nytter ikke, men frem går vel stadig an." - "Og - tænker den gamle - der er stadig historier, der skal fortælles. Om vejr og vind... og om bulder og brag fra havne og metropoler, hvor livet leves i helt andre tonearter". Og mens jeg smelter sammen med det gamle fiskerhus - tænker jeg - mens jeg beslutter mig for at tage over for den gamle, at historierne har slagkraft og med billeder vil jeg slippe energien løs. Her var øjeblikket for DOKBio's undfangelse. Fra vision til virkelighed. Fra tanke til handling var der kun få meter over til de pensionerede fiskere i Fritz' hyggelige sorte træhus. Han bød på pilsner men sagde, at jeg godt kunne skrotte mine drømme om at bruge det gule havnehus til noget. Vandet ville stå halvanden meter op i bygningen ved flod, vidste han af erfaring. Havnefogeden sagde det samme, men jeg gik passioneret videre til kommunen og foreslog dem, at give mig en af deres teknikere, så skulle vi nok udtænke  en plan, så det gule havnehus kunne komme til ære og værdighed igen. En lille ydmyg havnebiograf skulle vi lave, der ville fortælle alle de historier, som huset hviskede om havet og om små og store havne. Idéen jeg overbragte kommunens folk var, at fylde bunden af huset med smukke gamle høftesten og bare lade vandet komme an, og efter at have passeret gennem et filter  - lægge sig roligt over stenene. Derover ville jeg lægge jernbjælker på tværs, og en gang plexiglas over bjælkerne, skulle danne bro på langs i huset og tjene som 'skueplads' i et galleri for maritime ophængninger på den indvendige siden af ydermurene. En udvendig trappe i den ene gavl skulle lede op til biografens indgang, og indenfor ville der sagtens kunne være plads til 50 biografgæster, teknikerrum, lærred etc.. Syddjurs Kommune endte med at gå positivt ind ind i projektet, hvorimod fiskerne - ikke faldt for idéen. De følte sig trængte - der var rigeligt med kultur på fiskerihavnen, og de forudså at et mondænt boligområde som ikke ville levne plads til lugten af fisk og tjære ville gøre en ende på 'den sidste kutter'. "Ikke uden fiskerne" har hele tiden været mit ståsted i kampen for min lille biograf, og jeg takkede af, ked af at de ikke forstod, at jeg ville være der på deres præmisser. DOKBío fandt kajplads. Et par dage efter var jeg i dialog med Else Brask og Jørgen Lund Møller, henholdsvis kommunikationschef og direktør på Kattegatcentret. De tog interesseret imod min forespørgsel, om hvorvidt de kunne tænke sig at huse DOKBío i deres eksisterende biograf. Siden har vi haft konstruktive møder og bevæget os støt frem mod en åbning af biografen. Tankerne bag dokumentarfilmbiografen har siden da udviklet sig og taget en form, som jeg håber, vil tjene biografens brugere på bedste vis. Og hvad DOKBío så vil kan du læse om ved at klikke på 'DOKBío'  


SenesteBlog




DOKBío er havnebiografen, der vil blæse med mel i munden. Med vores fokus på kystkultur står vi praktisk talt med et ben i hver lejr. Det ene i vandet og det anden på land, i erkendelse af den gensidighed i livsbetingelser der råder. Trivsel i have...

Læs mere

.